Etiketteringsløsning hos Nowocoat øger produktiviteten

Vi har for nylig leveret en fleksibel offline etiketteringsløsning til Nowocoat Industrial A/S, der automatiserer etiketteringen af deres spande og dermed sparer tid, sikrer en ensartet høj etiketteringskvalitet og frigiver medarbejdere til andre opgaver.



Baggrund:

Nowocoat Industrial A/S har specialiseret sig i udvikling og produktion af innovative, funktionelle og holdbare coatings til beskyttelse af mineral-, træ- og metaloverflader.

Siden begyndelsen i 1861 har Nowocoat Industrial A/S været drevet af erfarne og passionerede specialister, og er i dag en moderne, vækstorienteret virksomhed, der har stor fokus på en bæredygtig fremtid.

Udfordringer & Krav

Nowocoat har et bredt produktsortiment bestående af mange forskellige kvalitets-coatings, der kommer i spande af forskellige størrelser med variation i volumen, højde og diameter. Etiketteringen af produkterne foregik hidtil ved at en medarbejder manuelt satte en etiket på for- og bagside af spandene.

I en manuel etiketteringsproces kan der nemt opstå faktorer, der kan skabe forsinkelser, fx når etiketten ikke vil løsne sig fra bagpapiret, går i stykker eller når etiketten påsættes forkert/skævt og produktet derfor skal etiketteres igen. Alt i alt kan dette give ekstra håndteringstid pr. spand, hvilket har en direkte indvirken på produktivitet og flow.

Nowocoat havde derfor et stort ønske om at gøre etiketteringsprocessen smartere, hurtigere og mere præcist samt frigive de medarbejdere, der indtil nu har varetaget den manuelle etikettering, til andre opgaver i produktionen.

Jakob Hindkjær, COO, og Claus Iversen, Vedligeholdelseschef hos Nowocoat, har derfor været i dialog med os for at finde den helt rette løsning til opgaven.    

Løsningen

For at sikre en effektiv og ensartet etikettering på to sider af spandene, viste det sig at vores basic spande-etiketteringssystem med specialudviklet vakuumapplikator-enhed var oplagt til opgaven.

Løsningen er modulær opbygget og særlig nem at integrere og tilpasse til forskellige behov. Vakuumapplikatoren sørger for en hurtig og problemfri påsætning af etiketterne med en høj gentagelsesnøjagtighed for en ensartet høj kvalitet.  
   

Optimeret & tilpasset til Nowocoat’s behov

”Vi har valgt at løsningen skal være formet som et U. På den måde kan medarbejderen, der betjener maskinen både fylde og aflade båndet fra samme position. Det gør, at det hele bliver endnu mere effektivt og lettere for medarbejderen.fortæller Claus Iversen, Vedligeholdelseschef hos Nowocoat A/S.

Produkterne placeres i indløb, hvor håndtaget hæves og placeres i håndtagsholderen. En separator sørger for, at spandene bliver ført én ad gangen og med den korrekte afstand til applikatoren. En stopenhed stopper produktet i den korrekte position foran applikatoren, imens bliver etiketten placeret på de drevne bånd og applikatoren omfavner produktet således etiketterne påtrykkes jævnt på hver sin side.

De to etiketteringsenheder på hver sin side kan bruges til store og mindre etiketter og kan etikettere både fyldte og tomme spande.

Maksimal fleksibilitet & hurtig omstilling

Der er tale om en offline løsning, som ikke er en del af en produktlinje. Spandene bliver etiketteret inden de påfyldes og videre håndteret. Det giver Nowocoat maksimal fleksibilitet og gør at de kan bruge etiketteringssystemet til mange forskellige produkter. Løsningen kan håndtere spande fra 2,5l og op til 25 liter.

”Det hjælper os meget, at etiketteringen nu er automatiseret. (…) Før var der en medarbejder der manuelt satte etiketter på spandene, nu kan det klares på den halve tid.” uddyber Claus Iversen.

Hos Nowocoat bruges løsningen primært til 3, 5, 10 og 20 liter spande. Omstilling til andre spandestørrelser klares nemt og hurtigt via et intuitivt betjeningspanel.

Med løsningen er etiketteringen nu dobbelt så effektiv som før, den sikrer bedre og ensartede etiketteringer og frigiver medarbejdere til andre opgaver i produktionen.





Resultater:

  • Sparer tid

  • Øget effektivitet

  • Større præcision

  • Ensartet kvalitet

  • Hurtig omstilling 

  • Nem & intuitiv betjening